Brug af Ovnplader & pladevask
Sådan kommer du godt i gang med ovnplader i din keramikovn. Korrekt håndtering og opsætning er afgørende for både holdbarhed og ensartede brændinger.
Første brænding (indkøring):
Ovnplader skal være helt tørre før brug – især efter påføring af pladevask (batt wash). Det anbefales at gennemføre en indkøringsbrænding uden belastning for at fjerne restfugt og interne spændinger.
Typisk opvarmning: 60–100 °C/time op til 600 °C, derefter hurtigere opvarmning til ønsket arbejdstemperatur. - en standard forglødning - læs om forglødning her:https://claycreators.dk/shop/21-eksempler-paa-braendingsprogrammer-til-keramikovn/
- Opstilling og understøtning:
Plader må ikke placeres direkte oven på hinanden. Anvend støttesøjler, som står præcist over hinanden.
Et trepunktsprincip anbefales for optimal belastningsfordeling – også for rektangulære plader. - Afstand og luftcirkulation:
Minimum 5 cm afstand mellem plader anbefales for at sikre jævn varmefordeling. - Mekanisk belastning:
Belastningen skal tilpasses pladens tilstand og understøtning. Store eller tunge emner kræver korrekt placering og evt. ekstra understøtning. - Fugtindhold:
Undgå brug af fugtige plader eller vådt gods. - Undgå termisk belastning ved ikke at lave hurtige temperaturændringer, hold ovnen lukket under afkøling, og overskrid ikke 1300 °C.
Bemærk
Ovnplader kan beskadiges som følge af transport, opbevaring eller forkert anvendelse. Skjulte skader kan identificeres ved let bankning før første brænding.
Reklamationer efter første brænding accepteres som udgangspunkt ikke.
Pladevask (kaolin)
Pladevask (medfølger dit inventarsæt) bruges som beskyttelseslag på ovnplader for at forhindre glasur i at trænge ned i pladen og give skader. Laget gør samtidig, at glasur ikke brænder fast på overfladen.
For at beskytte ovnpladen yderligere bruger vi altid kiks under emner ved glasering – især når vi arbejder med en glasur, vi ikke kender, eller hvis der er risiko for, at den kan løbe.
Anvendelse
- Rør pladevask op med vand (ca. 1 kg til 1,5 liter vand) til en jævn blanding - konsistens som yoghurt
- Påfør 2-3 tynde lag med en bred pensel på én side af pladen
- Den behandlede side skal vende opad i ovnen
- Lad laget tørre grundigt før brug
- Første brænding (forglødning) fastbrænder laget til overfladen, men mange kører en forglødning med de ny"vaskede" plader alene.
Vedligehold
- Fjern glasurspild før næste brænding (fx med spartel eller slibning)
- Påfør nyt pladevask på de rensede områder
- Hvis laget begynder at revne eller slippe, fjernes det og lægges på igen
- Ved almindelig brug anbefales det at fornye laget ca. 1–2 gange årligt
Tekniske data
- Indhold: 1 kg pladevask (kaolin)
- Blandingsforhold: ca. 1 : 1,5 (kg : liter vand)
